Rødovre Hwarang Cup

Rødovre Hwarang Cup
Lørdag d. 21. oktober deltog klubben i årets store stævne i kamp og teknik i Rødovre. Der var et stort hold afsted fra Gladsaxe, og resultaterne levede absolut op til forventningerne. På tekniksiden:
Johan Hollederer vandt guld i team med Danish og Emil, guld i freestyle og fik en skuffende 8. plads i individuel efter at klappen gik ned et splitsekund i finalen.
Thomas Suski vandt guld i individuel i en gruppe, der var noget større og mere international end vi normalt ser. Udover guld og æren vandt vores formand også en af de eftertragtede pengepræmier (mon han giver kage til næste træning?)
Hamasah kvalificerede sig til finalen for første gang ved et teknikstævne. Hun gik rigtig flotte runder, men nåede desværre ikke i top tre.
Det gjorde til gengæld Amalie, som scorede gruppens højeste karakter i sin finale og sikrede sig guldet og en pengepræmie (mere kage ved næste træning?).
Mathilde Suski var på banen i dagens allersidste gruppe. Hun gav klubben den bedst mulige afslutning på dagen, da hun tog bronce. Det blev hendes første medalje ved et teknik-mesterskab og bestemt en medalje, hun kan være stolt af.
Alba Diget Hollederer måtte desværre trække sig fra konkurrencen, da hun forstuvede anklen under træning fredag aften.
På kampsiden:
Kaihan viste en flot figur ved at vinde sin semifinale 4-2 efter at have været bagud det meste af kampen. I finalen kom han til gengæld foran fra start, men måtte se sig slået med cifrene 5-12. Sahel og Oumaima havde begge debut med hovedkontakt. På trods af ihærdige forsøg på at komme ind i deres kampe måtte begge se sig slået af mere rutinerede kæmpere. Det blev samlet 1 sølv til Kaihan og 1 bronze til Oumaima.
Alt i alt en hyggelig dag, hvor også bestyrelsens nye tiltag med at have en “snack-box” med til stævne blev testet af. Der var både sunde snacks, juice og kage med til at holde den værste sult fra døren, når sommerfuglene gjorde deres indtog. Hold i nærmeste fremtid øje med klubbens anbefalinger omkring stævnemad.